Tiset Borger- og Idrætsforening (TBI) blev opstartet som forening d. 1. januar 2013.
Foreningen blev etableret ved at de to gamle foreninger: Tiset Borgerforening og Tiset Ungdoms- og Idrætsforening, slog sig sammen som én ny fælles forening.
Begge foreninger havde hver for sig, i en lang årrække været aktive for Tiset og omegns borgere. Tiset Borgerforening, der blev stiftet i 1947, havde som navnet antyder, en hel del aktiviteter for borgerne samt virksomhederne i byen. Dette var ting som: Fastelavn, Ren by, Cykelture og Petanque, Julehygge m. julemand samt Julebelysning i hele byen. Derudover har Borgerforeningen også stået for etablering af flere naturstier i området, samt pasning af byens grønne områder, deriblandt selvfølgelig mindepladsen.
Tiset Ungdoms- og Idrætsforening, der blev stiftet i 1940 under navnet ”Tiset Boldklub”, og sidenhen i 1958 ændrede navn til Tises Ungdoms- og Idrætsforening, har selvsagt stået for alt der havde med boldspil, gymnastik og idræt at gøre.
For år tilbage var det en af de største idrætsklubber i den gamle Gram Kommune, men i takt med at byens skole lukkede, og de unge mennesker begyndte at dyrke deres sport sammen med klasse-kammeraterne i enten Arnum eller Gram, forsvandt grundlaget for en stor del af disse aktiviteter.
TUIF lagde derfor flere og flere ressourcer i at arrangere andre aktiviteter for at bibeholde og styrke sammenholdet blandt borgerne, dette var ting som: Byfester, Fællesgrill, Jule- og Påskevandring, vedligehold og udbygning af klubhus og legeplads samt hele området ved sportspladsen.
De to foreninger havde allerede i en årrække haft samarbejde omkring bl.a. Dilletant og Høstfest, og blev i 2013 enige om at tiden var inde til at samle kræfterne i én ny forening, hvilket så blev realiseret ved årsskiftet 2013.
Den nye forenings formål lyder:
Foreningens formål er at samle egnens beboere – voksne, unge og børn – med henblik på at fremme alles interesser i et stærkt og inspirerende fællesskab. Dette fællesskab består blandt andet i at dyrke de idrætter der er opbakning til, samt afholde kulturelle og oplysende aktiviteter.